Det har aldrig ligget i kortene, at jeg skulle blive forfatter. Jeg havde bare skrevet en historie, som jeg skulle bruge til at læse højt for mine nevøer og niece, der skulle på ferie hos mig og min hustru. Jeg havde i den forbindelse ledt efter en bog, som egnede sig til formålet, og havde ikke rigtigt kunne finde en historie, jeg selv havde lyst til at læse. Jeg tænkte pyt. Jeg skriver da bare én selv. Og det gjorde jeg så.

Jeg syntes, det var sjovt at skrive. Og ungerne syntes historien var god. Og så kunne det jo sådan set bare være stoppet her. Men undervejs i skriveprocessen kunne jeg godt mærke på mine omgivelser, at man tvivlede noget på projektet. En tvivl der mest af alt handlede om, at man da ikke kan få moderne børn i 10-14 års-alderen til at lytte til en historie, som deres onkel læser højt. Hvor gammeldags havde jeg lov til at være?

Det var et synspunkt, som provokerede mig. Særligt da det viste sig, at ungerne var ret vilde med at få læst højt. Så jeg satte mig for at undersøge, om det virkelig kunne passe, at forældre ikke læser for deres børn. Resultatet af min undersøgelse så således ud:

Figuren taler sit tydelige sprog. Vi er ret dygtige til at læse for vores børn, når de er små. Har man et barn i alderen 2-7 år er der cirka 80-90% sandsynlighed for, at man læser højt for det. Men når børnene starter i skole, falder andelen af børn, der får læst højt af deres forældre lynhurtigt. Det overraskede mig. Samlet set er der mere end 300.000 børn, som ikke får læst højt. Det er alt for mange. Men det der undrede mig mest var, at forældre stopper med at læse højt for deres børn, når de begynder i skole? Det giver da ingen mening. Netop som børnene har allermest behov for et bidrag til deres sproglige udvikling, stopper vi med at give dem det.

Den forundring udviklede sig over tid til en bekymring. Jeg tænkte, at det skulle være løgn. At nogen burde gøre noget. Og at denne nogen bl.a. kunne være mig selv. Så højtlæsning for børn blev en hjertesag for mig. Jeg bestemte mig i den forbindelse for at gøre en række ting. For det første kunne jeg jo udgive bogen, så andre måske kunne få glæde af historien. Og så ville jeg lave en hjemmeside og en side på Facebook, så jeg kunne nå ud til nogen med min sag. Og det er alt sammen lykkedes.

Herfra har jeg så nu følgende målsætninger:

- bruge hjemmeside og Facebook til at give andre viden om den manglende brug af højtlæsning for større børn

- opnå dialog med bogbranchen og biblioteker om mulighederne for at gøre noget for, at flere læser højt

- at motivere forældre til børn i alderen 8-12 år til at læse højt

- at undersøge, hvad vi tænker om højtlæsning for børn og give denne viden videre

- at give viden til andre, som med faglig indsigt i børns læring (undervisere, forskere m.m.) og interesse heri (fx politikere) kan bruge i deres arbejde

Jeg er helt med på, at mobiltelefoner, tablets, computere og lign. er kommet for at blive. Men det tager en del af vores tid og fortrænger dermed, som en naturlig konsekvens, noget andet. Fred være med det – vil mange sikkert sige. Og er det ikke bare et resultat af udviklingen? Jo, men skal vi bare acceptere det som en naturlov? Jeg synes da i det mindste, at vi lige skylder at spørge os selv og hinanden om ikke vi går glip af noget? Men mest af alt. Går børnene glip af noget?