#5 – Hvilke oplevelser giver du til dine børn? Film eller bøger?

Del denne:

Indrømmet. Det er langt lettere at se en film end at læse en bog. Og det tager kun en brøkdel af tiden. I en tidspresset moderne familie er det derfor fuldt forståeligt, at højtlæsning af bøger taber terræn til det enorme udbud af film på et utal af streamingtjenester.

Men det lønner sig at læse bogen. Bogen er nemlig bedre end filmen. Og det er ikke bare noget, jeg påstår. Det er noget, jeg ved. Jeg har nemlig spurgt 1.000 danskere i A&B Analyses Danmarkspanel. Og her svarer hele 91,1%, at de synes bogen var bedre end filmen – hvis de både havde læst bogen og set filmen.

Film er ganske givet kommet for at blive. Og valget er helt frit. Vil man servere den hurtige og lette oplevelse for sine børn? Eller vil man give sine børn den bedste oplevelse? Jeg synes, det er værd at opfordre til, at man fra tid til anden vælger at læse en bog for sine børn. Også selvom det kræver både tid og energi. Jeg er helt med på, at det i en moderne tidspresset familie kan være en ret stor investering. Men den giver til gengæld et langt større afkast.